Aalborg bliver hjemsted for Danmarks første store elektroniske musikfestival

I januar 2020 vil kulturcenter Gigantium i Aalborg danne rammerne for en elektronisk musikfestival med både danske og internationale DJ’s på programmet. Det kommer i kølvandet på den stigende interesse for elektronisk musik i Danmark.

Af Oskar Leo Matthiesen

Aairport Festival er navnet på en ny og anderledes musikfestival i Aalborg. Festivalen markedsfører sig som den første store festival, der udelukkende fokuserer på elektronisk musik. I løbet af to dage vil et hav af danske og internationale DJ’s gæste kulturcenter Gigantium i Aalborg og danne rammerne for et brag af en fest.

Ifølge Kresten Thomsen, der er stifter og direktør for Aairport Festival, skal festivalen ikke bare ses som et musikarrangement, men en helhedsoplevelse. Derfor køber man ikke bare en normalt festivalbillet, men en billet til en ”flyrejse”. Her kan man f.eks. købe en economy, ecenomy plus, business eller first class-billet, hvor billetterne vil have forskellige fordele alt efter pris.

”Idéen med festivalen er at tage folk med på en rejse. Scenerne bliver forskellige rejsedestinationer, og gæsterne vil blive mødt af security-tjek, stewardesser og kaptajner, når de ankommer til festivallen,” siger Kresten Thomsen.

Aalborg Karneval som inspirationskilde
Inspirationen til festivalens koncept har Kresten fået gennem sit tidligere arbejde som daglig leder af Aalborg Karneval.

”Aalborg Karneval har været en stor inspirationskilde i forhold til at lave en temabaseret festival. Hvert år har Aalborg Karneval et nyt overordnet tema, der danner rammerne for arrangementet, og det virker rigtig godt,” siger Kresten.

At festivalen tager udgangspunkt i i et lufthavnstema, er ifølge Kresten derfor en oplagt mulighed for løbende at forny festivalen med forskellige destinationer hvert år.

Elektronisk musik som genre
Den elektroniske musik defineres oftest under paraply-begrebet EDM og dækker mange forskellige genre inden for elektronisk musik. Selvom Aairport Festival, ifølge stifteren Kresten Thomsen, er den første store EDM-festival i Danmark, er interessen for genren langtfra ny.

Det mener Anders Reuter, der er Phd-stipendiat ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, og som blandt andet forsker i elektronisk musik.

”I starten af 00’erne opstod der en række EDM-festivaler, der blev ekstremt populære og banede vejen for, at EDM-genren blev en meget central del af popmusikken. Mange EDM-producere og sangskriver begyndte lige pludselig at lave musik, der landede på de internationale hitlister,” siger Anders Reuter.

Ifølge Kresten Thomsen er der mange indikationer, der peger i retning af, at der er et stort marked inden for EDM-genren. Både internationalt, men også i Danmark.

”Der er mange festivaler i Europa, der er blevet rigtig store på meget kort tid. Den store tyske EDM-festival Parookaville, der på bare fire år vokset til at have omkring 85.000 besøgende gæster, er et godt eksempel. Derudover er den danske festival Tinderbox også lykkedes med at fokusere meget på EDM,” siger Kresten.

Er der et marked for en EDM-festival i Danmark?
Og netop Tinderbox mener Anders Reuter også er et godt eksempel på EDM-genrens indtog i Danmark.

”Flere festivaler i Danmark, der går ind under det mere klassiske festival-format, har været gode til at tage EDM-musikken til sig. Bl.a. Tinderbox har placeret sig i front ved at booke mange stærke EDM-kunstnere,” siger Anders.

Aairport Festivals line-up kommer til at bestå af 70 procent internationale og 30 procent danske kunstnere. Ved at have forskellige kunstnere skaber det et alsidigt musikprogram, hvilket Kresten er sikker på, vil tiltrække mange mennesker.

”Ved at fokusere på både danske og udenlandske kunstnere, støtter vi både den elektroniske musikscene i Danmark, men trækker samtidig også internationale gæster til festivalen,” siger Kresten Thomsen, der er stifter af festivallen.