Ledighed i Aalborg: Budgetplanen 2020 lægger op til store besparelser på jobcenter Aalborg

Mens der stadig er stor ledighed i Aalborg, skal der ifølge budgetplanen spares 59,5 million kroner på aktivering i Jobcenter Aalborg. Fokus skal i stedet rettes mod tæt samarbejde med erhvervslivet.  


Af Astrid Høyer Bom

Der skal tages nye midler i brug for at løse ledigheden, lyder budskabet fra budgetforslaget 2020. Det betyder en nedprioritering af jobcenterets aktive indsatser og større fokus på et tæt samarbejde med virksomheder, som netop er det Aalborg-Alliancen er sat i verden for.  

Besparelserne vil ramme bredt

Beskæringerne vil ramme aktiveringsforløb såsom jobkurser, opkvalificerende forløb og arbejdsmarkedsrettede kurser, hvor den ledige får nogle erhvervsmæssige kompetencer. Og det vil gå ud over en bred målgruppe af ledige, ifølge John Andersen, der er konsulent i Beskæftigelsesstyrelsen.

”Når vi har færre penge at aktivere for, så betyder det, at nogle borgere vil få færre tilbud og komme til at vente længere på at blive aktiverede”, Siger John Andersen.

Selvom kommunen har en målsætning om at hæve antallet af virksomhedsrettede tilbud, vil besparelserne betyde væsentligt færre aktiveringstilbud i fremtiden.

”Det er ikke så lidt, der lægges op til”

Christina Halkjær (A), der er med i forhandlingerne, er bekymret over besparelserne.

”Det er jo ikke så lidt, der lægges op til”, siger Christina Halkjær.

Hun ønsker dog ikke at udtale sig yderligere om Socialdemokratiets holdninger i forhandlingerne om jobcentret.

Grafikken viser Aalborgs ledighedsprocent, sammenlignet med andre store kommuner i Danmark.

Aalborg har glemt at skabe nye arbejdspladser

Daniel Borup Jakobsen (V), der sidder i beskæftigelsesudvalget i Aalborg, støtter op om besparelserne. Problemet bunder dog ifølge Daniel Borup Jakobsen (V) ikke i at jobcenteret ikke har gjort deres arbejde, men i at der har været et forkert politisk fokus de seneste år.

”Man har gjort meget for at få flere og flere studerende til byen, men man har glemt, at de skal ud og have et arbejde, når de er færdige”, siger Daniel Borup Jakobsen (V).

Han synes desuden, at et tættere samarbejde med virksomheder vil være positivt.

”Vi skal være meget mere in touch med det som virksomhederne gerne vil have. Det går ikke at vi bliver ved med at have jobformidlingsdelen adskilt fra jobskabelsen”, Siger Daniel Borup Jakobsen (V).