Et hav af muligheder: international fiskerimesse åbner i Aalborg

En af verdens største fiskerimesser, DanFish International, er netop åbnet i Aalborg Kultur- og Kongrescenter.

Af Amalie Haun og Mads Hvid


DanFish International, som bliver afholdt hvert andet år, er en af verdens mest betydningsfulde messer inden for fiskerierhvervet. Den er i dag åbnet for gæster og erhvervsfolk i Aalborg Kongrescenter. 

DanFish Internationals store betydning for fiskerierhvervet kan ses i antallet af udstillere, som i år er på 400 forskellige og fra over 30 lande. Arrangørerne har desuden en forventning om, at 14.000 besøgende vil komme forbi i løbet af de tre dage, som messen varer. 

Dette år har DanFish International fokus på ny teknologi inden for branchen, og hvilke konsekvenser et brexit – og eventuelt et hard brexit – vil komme til at få. 

Messen blev åbnet ved en tale af Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup Larsen (s).

“Vi har set meget utrolig meget frem til dette fantastiske event,” sagde Aalborgs borgmester i sin tale og opfordrede de mange deltagere til at tage en gåtur ved Aalborg Havn og se resten af byens attraktioner. 

DanFish International 2019 fik desuden besøg fra Bruxelles i form af Søren Gade, der sidder i europaparlamentet for Venstre og er næstformand for parlamentets fiskeriudvalg. Sammen med borgmester Thomas Kastrup Larsen, trykkede han på knappen, som fik en robot til at klippe den røde snor over og officielt indvie den tre dage lange messe. 

DanFish International løber af stablen fra onsdag d. 9 – fredag d. 11 oktober 2019.

Se videoreportagen fra DanFish International 2019. Her vil du blandt andet blive klogere på den nye teknologi og producenten bag robotten, der indviede messen.