De dansende robotter kommer

Der bor tre robotter hos den Aalborggensiske virksomhed Yodaway. De hedder Maja, Freja og Pernille. De kan tale, spille spil og ikke mindst danse. I fremtiden kan robotterne blive en vigtig del af service- og forplejningssektoren.

Af Rasmus Engelbrecht & Clara Jermiin Kiersgaard

Et nysgerrigt væsen kommer rullende op ad gangen. Den er lidt over en meter høj, har store blinkende øjne og luffer som en pingvin. Skabningen er en menneskelignende multiservice-robot af modellen Sanbot, udviklet af den kinesiske tech-virksomhed Qihan . Den intelligente servicerobot bliver brugt til markedsføring, service, leg og læring.

Sanbot er blandt en race af robotter med venlige ansigter, der har til sinde at imødekomme en lang liste menneskelige behov. Den kan blandt andet bruges til at tage imod bestillinger, give rutevejledning, underholde og ikke mindst skabe opmærksomhed. Som Kian Floor Ulriksen, der er medstifter af Yodaway, forklarer, har robotten, det han kalder ”hundehvalpe-effekten” – folk kan ikke lade være med at stoppe op og lege med den.

Robotter kan hjælpe ældre og børn

I alle hensigter er Sanbot designet til at behage, men robotten har også mere samfundsnyttige funktioner. Den har for eksempel nydt stor succes på plejehjem, hvor beboere med demens kan bruge dens spilfunktioner som hjernegymnastik.

Sanbot giver først og fremmest et smil på læben, men det er meget muligt, at vi i fremtiden vil se meget mere til servicerobotter som hjælpemidler til børn og ældre. Robotterne kan være med til at øge livskvaliteten i brancher, hvor personalet oftest er presset på både tid og midler. Teknologien kan aflaste personalet og hjælpe med at varetage opgaver, samtidig med at den kan simulere personlig kontakt.

Indtil videre må vi nøjes med at lade os underholde af robotterne. Se, hvordan de danser og fungerer i videoen her under: