Endnu uvist om Aalborg omtale på prestigefyldt New York Times-liste vil tiltrække flere internationale turister

Siden Aalborg i januar fandt vej til New York Times liste over byer, man burde besøge i 2019, har Visit Aalborg valgt at satse på PR og pressedækning i USA. Oplevelses- og turismeforsker peger på, at medieomtale er en af de vigtigste faktorer for at tiltrække flere turister.

Af Pernille Fugl Asmussen

Nyere arkitektur som Utzon Center fra 2008 kan ifølge Kaare Fuglsang Bach Toft fra Visit Aalborg være med til at tiltrække de internationale gæster, og viser at Aalborg har udviklet sig fra industri til oplevelsesby.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Det var svært for de danske medier at få armene ned, da Aalborg i begyndelsen af januar optrådte som nummer 8 på New York Times liste over rejsedestinationer, der var et besøg værd i 2019. Men kommunikations- og marketingschef i Visit Aalborg peger på, at det kræver mange års målrettet arbejde, hvis der skal kunne måles en tydelig effekt af omtalen.

”For at skabe en tydelig effekt af omtalen i New York Times, kræver det, at man over flere år arbejder målrettet med USA som destination. Derfor er det også for tidligt at sige, om omtalen i New York Times har haft en effekt,” fortæller Kaare Fuglsang Bach Toft, der er kommunikations- og marketingschef ved Visit Aalborg. O

Omtale i medier, kan have en stor effekt
Professor ved Roskilde Universitet, Jon Sundbo, der forsker i oplevelser- og turisme, peger på at medieomtale i kendte og større medier kan have en stor effekt på turismen i en given by. Især hvis man som turistbureau eller turistattraktion sørger for at søge endnu mere mediedækning på omtalen, kan det have stor effekt.

”Det er klogt at Visit Aalborg at søge endnu mere PR og mediedækning på New York Times-omtalen og følge op med nye historier, bud på ting at se i byen og events. På den måde når omtalen og kåringen rundt omkring,” fortæller turistforsker Jon Sundbo.

Jon Sundbo peger dog også på, at turisterne er sværere at få fat på, jo længere væk de bor. Dette gælder også de amerikanske turister, som Visit Aalborg prøver at få fingrene i.

”Man vi også se, at effekten af omtalen klinger af, jo længere man kommer fra Danmark. Omtalen kan dog sagtens få en effekt i USA på nogle områder, selvom effekten vil være mindre,” fortæller turistforsker Jon Sundbo.V

Vigtigt at huske det primære marked
Selvom man hos Visit Aalborg er glad for omtalen i New York Times og den brandingværdi det medfører, mener Kaare Fuglsang Bach Toft, at det er vigtigt, at man husker at pleje Aalborgs primære turistmarked.

”Det er vigtigt, at vi også fokuserer på de danske, tyske og norske turister, som er dem, der kommer flest af. De kommer nu og her og lægger den omsætning i byen, som erhvervslivet er afhængigt af,” forklarer Kaare Fuglsang Bach Toft fra Visit Aalborg.

Kilde: Danmarks Statistik.
tabellen viser antal overnatninger på hoteller, feriecentre, campingpladser, feriehuse og lystbådshavne, fordelt på nationalitet i Nordjylland

Selvom det endnu er uvist, om 8. pladsen på New York Times liste vil trække flere internationale turister i Aalborg, glæder Kaare Fuglsang Back Toft sig over en anden effekt, omtalen har givet.

”Den internationale opmærksomhed fra New York Times har givet stolthed i byen både blandt lokalbefolkningen og i erhvervslivet. Lokalbefolkningens stolthed over Aalborg gør, at de står mere sammen og bliver nogle rigtig gode ambassadører for byen og sammen kan tiltrække flere turister, fordi lokalbefolkningen med stolthed fortæller videre om byen,” fortæller Kaare Fuglsang Bach Toft.